FIREHØJE Idrætsforening,
Fodboldafdelingen. Stiftet den 11. maj 1978
 
Vedtægter
§ 1.
Afdelingens navn er FIREHØJE Fodboldafdeling stiftet den 11. maj 1978
Afdelingen er tilsluttet Firehøje Idrætsforening, som har hjemsted i Vejle Kommune.
 
§ 2.
Firehøje Fodboldafdeling bidrager med sine aktiviteter omkring fodbold til, at Firehøje IF er en samlende faktor i lokalsamfundene for et bredt udbud af fritidsaktiviteter/idrætsaktiviteter til alle aldersgrupper.


Vi bygger på (grundlag):
* Forpligtende fællesskab blandt alle der har tilknytning til foreningen.
* Social ansvarlighed både for den enkelte og for gruppen.
* Frivilligt arbejde
* Breddeidræt
* Kvalitet i alle aktiviteter og handlinger
 
Vi lægger vægt på (værdier):
* Det er sjovt at være med
* Der er et godt samarbejde med interne og eksterne partnere, præget af god omgangstone, åbenhed, ærlighed, respekt og tolerance
* Samvær bygger på humor, tryghed, fællesskabsfølelse og omsorg.
* Engagerede trænere ledere/instruktører og frivillige på rette niveau (frivillige som f.eks. kioskpersonale, ungdomsudvalg, økonomiudvalg m.v.)
* Der er plads til alle uanset niveau og talenter hjælpes på vej
* Tydelighed i al kommunikation
§ 3.
Foreningen er tilknyttet specialforbund under DIF, og er underkastet ovennævnte organisationers love og regler.
 
§ 4.
I. Som aktive medlemmer kan enhver optages der betaler kontingent for en periode på 3 måneder eller længere, når de vedkender sig foreningens vedtægter. Brugere er enhver der ved klippekort eller på anden måde gør brug af foreningens tilbud. Som støttemedlemmer kan enhver optages.
 
II. Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende årsmøde. Anken fremsendes som forslag til bestyrelsen, som et ønske der behandles på årsmødet.
 
§ 5.
I. Afdelingen ledes af en bestyrelse på mindst 3 personer og altid ulige antal.
II. Bestyrelsen / udvalget konstituerer sig selv med min. formand, kasserer og sekretær. Konstitueringen bør sikre, at formand og kasserer ikke er på valg samme år. Udvalgsformanden / anden fast udvalgsrepræsentant indgår i Hovedbestyrelsen.
 
Valget gælder for en toårig periode, således at 1 (3) medlemmer afgår på ulige år, og 2(4) afgår på lige år, første gang efter lodtrækning.
 
Der vælges 1 suppleant til hvert udvalg.
 
III. Afdelingens årsmøde afholdes senest 14 dage før Firehøjes fælles årsmøde.

 
IV. Valgbar til bestyrelsen er enhver der er myndig. Der er mulighed for en ungdomsrepræsentant i bestyrelsen, dog uden stemmeret.
 
§ 6.
Afdelingen har ansvar for og råderet over egen økonomi. Budget og regnskab fremlægges til godkendelse på afdelingens årsmøde.
 
Budget forelægges endvidere bestyrelsen til orientering og regnskab indgår i den fælles regnskabsaflæggelse på Firehøje Ifs årsmøde.
 
§ 7.
I. Foreningens medlemmer, udvalgsmedlemmer samt bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtelser for hvilke alene foreningen hæfter med deres respektive formue.
II. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor foreningen udover kontingentforpligtelsen.
III. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 8.
I. Foreningens højeste myndighed er årsmødet, der afholdes senest 14 dage før hovedforeningens årsmøde og annonceres på hjemmeside og / eller i dagspressen med 14 dages varsel og angivelse af dagsorden.
II. Forslag, der ønskes behandlet på årsmødet, skal være formanden i hænde senest 8 dage før.
 
III. Stemmeret til valg af bestyrelsen og udvalgsmedlemmer har aktive medlemmer over 14 år og støttemedlemmer samt forældre til medlemmer under 14 år inden for de respektive aktiviteter. Et forældrepar = en stemme pr. barn. Medlemmer af bestyrelse og udvalg har ligeledes stemmeret.
 
IV. På årsmøder afgøres alle sager ved almindelig stemmeflertal (over halvdelen), dog kræves der til ændringer af disse vedtægter med undtagelse af § 1 og § 2 mindst 2/3 af de afgivne stemmer for forslaget. Blanke stemmer medregnes ikke. Skriftlig afstemning skal finde sted, såfremt ønske herom fremsættes.
Der tages referat af vedtagne beslutninger. Referatet underskrives af mødets dirigent og har beviskraft for, hvad der er vedtaget.
 
§ 9.
På den ordinære årsmøde behandles følgende:
1. Valg af dirigent
2. Aflæggelse af beretning(er) og orientering om udviklingsplaner.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab
4. Behandling af indkomne forslag
5. a. Valg af bestyrelse i henhold til § 5
    b. Valg af revisor
6. Eventuelt
 
§ 10.
Ekstraordinært årsmøde skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 1/4 af foreningens aktive stemmeberettigede medlemmer stiller skriftligt krav med forslag til dagsorden. Ekstraordinært årsmøde skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet er modtaget og skal indvarsles i lighed med ordinært årsmøde.
 

§ 11.
Foreningen / afdelingen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, samt ved optagelse af lån, af den samlede bestyrelse.
 
§ 12.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
 
§ 13.
Vedtagelse af bestyrelsen kræver, at over halvdelen af bestyrelsens medlemmer er for. Beslutninger kan træffes virtuelt, hvis der er enstemmighed om det. Der laves referat af vedtagne beslutninger, som godkendes af bestyrelsen senest ved næste møde.
 
§ 14.
I. Regnskabet revideres enten af 2 på årsmødet valgte revisorer (§ 9 stk. 5b), som vælges for 2 år af gangen, eller af hovedforeningens revisorer.


II. Foreningens regnskabsår er kalenderåret, og senest 14 dage før afdelingens årsmøde afgiver bestyrelsen driftsregnskab og status til revisorerne.
 

§ 15.
I. Foreningen / afdelingen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne i to på hinanden følgende årsmøder (ordinær - ekstraordinær) stemmer herfor, og indkaldelse sker iflg. § 10.a.
II. Ophører foreningen at eksistere eller udmelder foreningen sig af Firehøje IF og de organisationer den er tilsluttet, skal den til disse aflevere samtlige herfra modtagne ejendele.
III. Udover det i stk. II nævnte, tilfalder foreningens / afdelingen likvide formue Firehøje IF hvis foreningen opløses.

Vedtaget på Fodboldafdelingens Årsmøde marts 2012.
Vedtægterne sidst ændret/opdateret:   -marts 2012.
Mød Firehøje IF i Vandel Idrætshal, Skolevej 8, 7184 Vandel tlf. 75885488 - og i Nørup Hallen, Tørskindvej 3 E, Ny Nørup, 7182 Bredsten tlf. 75883642